Efter et par hektiske dage med en syg dreng indlagt på børneafdelingen, har jeg pludselig en masse tanker omkring dét at være mor, som jeg gerne kort vil dele med jer:
For præcis et år siden stod jeg med en positiv graviditetstest, og var ekstremt lykkelig. Siden den dag, har min kærlighed til den her lille dreng, været helt ubeskrivelig. Jeg har elsket ham siden han var få millimeter lang - og jeg vil elske ham resten af mine dage!
Han er nu blevet 3 måneder, og jeg kan ikke forstå hvor tiden er blevet af. Det er fantastisk, men også skræmmende at tiden sådan flyver afsted. Der er hele tiden nye milepæle man ser frem til, men for hvert skridt man når, nærmer man sig også tiden, hvor han skal starte i vuggestue, børnehave og skole. Dét er en underlig tanke!
Efter at jeg er blevet mor, har jeg virkelig forstået hvad det vil sige at elske. Jeg har selvfølgelig elsket min familie, kærester og venner, men det er langtfra den samme kærlighed, som jeg har til min søn. Jeg har aldrig haft så store følelser for et andet menneske, og tanken om at der skulle ske ham noget, gør mig fysisk dårlig. Det er en overvældende, og helt igennem fantastisk kærlighed, som er meget svær at beskrive.
At blive mor, er det bedste der er sket for mig. Han gør mig lykkelig på en måde, som ingen andre har eller vil gøre det. Han er en ubeskrivelig lille dreng, og jeg er stolt af at være hans mor. Han er intet mindre end fantastisk!
